Lise Lotz
aka Angry Canary
“My barn having burned down, I can see the moon.”
Mizuta Masahide (1657–1723)
(Fra artiklen The trouble with "Welcome to Holland",
der analyserer den meget udbredte men problematiske fortælling.)
På internettet florerer en historie skrevet af Emily Perl Kingsley i 1987, som et udtryk for hendes oplevelser som mor til et barn med Downs Syndrom. Mange forældre til autistiske børn elsker "Velkommen til Holland", men tilsvarende mange voksne autister har det lidt svært med fortællingen. Jeg kan godt lide analogier, men der er noget, der kradser i den populære fortælling. Her er mit bud på et alternativ til "Rejsen til Holland".
Bonusinfo: Jeg er autist selv og mor til en efterhånden voksen søn, der også er autist.
VELKOMMEN TIL GRØNLAND!
At vente barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Man går på nettet, lægger planer og glæder sig. Colosseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig. Man lærer sig et par vigtige italienske gloser. Det er alt sammen meget spændende. Forventningens glæde er stor.
Efter måneders spændt forventning kommer endelig rejsedagen. Kufferterne er klar, og du tager afsted til lufthavnen, finder dit fly og din plads, og så er der afgang.
Flere timer efter lander maskinen. Stewardessen annoncerer ”Velkommen til Grønland!” ”Grønland?” siger du forbavset, ”Jeg havde bestilt en rejse til Italien!” Du bliver lidt perpleks, for nu havde du lige glædet dig til din rejse til Italien, og måske bliver du lidt panisk og kan ikke helt overskue situationen. Du har ikke det rigtige tøj med, og hvordan er det lige med seværdigheder med Grønland?
Stewardessen er forstående. Hun har prøvet det før, og hun fortæller dig, at det nok skal gå alt sammen. Der er folk både i lufthavnen, i bussen ind til byen, på hotellet og mange andre steder, der er vant til at håndtere mennesker, der er kommet til en anden destination, end de havde forventet.
Den kloge og rolige stewardesse, der selv er født på Grønland, fortæller dig, at hendes erfaring er, at de allerfleste ender med at have en fantastisk tur. Mange vil ligefrem ikke hjem fra Grønland igen, og hidtil har ingen krævet at få en rejse til Italien som kompensation for den uventede rejseoplevelse.
Du bliver guidet fra flyet til ankomsthallen, og din guide, der taler dansk, hjælper dig med at følge skiltene, som er på både grønlandsk og dansk, til bagagebåndet, og du får også hjælp til at komme ud til bussen. Det er koldt, for du er i klip-klapper og sommerkjole, men så snart du er inde i transitbussen, så går det allerede bedre. Der er naturligvis varme på, og din guide er der stadig sammen med flere andre guides, der alle sammen er klar til at svare på dine og de andre ufrivillige grønlandsfareres spørgsmål.
Der er også et antal grønlændere i bussen, og de kommer rundt og præsenterer sig og udleverer visitkort og forsikrer dig om, at du er velkommen til at kontakte dem alle sammen når som helst, hvis du får brug for oplysninger, som kun en indfødt kan ligge inde med.
I når frem til hotellet – som viser sig at være samling af skønne iglooer med varme og lys og det hele – og du bliver installeret i din personlige snehytte. Det er godt nok ikke det samme som det femstjernede hotel med infinity-pool på tagterrassen, som du havde set frem til. Der er isnende koldt udenfor, og det bliver mørkt, næsten inden det bliver lyst. Det er virkelig helt anderledes, end hvad du havde drømt om.
Der er wifi i din igloo, så det er muligt at undersøge mulighederne i området. Du googler og bliver klogere. Der er muligheder for ture i hundeslæde, og der er også sejlture ud i fjorden, hvor man somme tider kan se hvaler. På visse tidspunkter af året er der mulighed for at se nordlys, og du kan også være så (u-)heldig at møde en rigtig levende isbjørn. Du kan komme til at løbe på ski, og der er spændende museer, der viser interessante genstande frem, som gør forståelsen for Grønland både dybere og bredere. Der er forretninger, hvor du til en fornuftig pris kan købe tøj, der passer bedre til omstændighederne end dine fine sommerkjoler og lette sandaler.
Hver aften er der særlige tilbud: særpræget trommedans-forestillinger med mulighed for selv at lære at danse lidt med, smagsprøver på tørret sælkød, røget rypelår, nyfangede rejer, friske bittesmå blåbær og andre lokale lækkerier, ben-snitte-workshops og meget andet, som du aldrig har hørt om før. Du kommer altså ikke til at kede dig, selvom du ikke kan komme i poolen i din vakse kulørte bikini. Her står den på termotøj i mange lag.
Der er også en mega-igloo i området, hvor du kan mødes med de andre, der er kommet til Grønland ved et tilfælde, og jeres guides fra bussen og de hjælpsomme grønlændere er til rådighed i møde-iglooen for dig og de andre 24/7.
Du mander dig op og går over i mega-iglooen, og du mødes straks af andre, der allerede har været på Grønland i et stykke tid. Du lukker højlydt din skuffelse ud og græder måske ligefrem lidt af ærgrelse over at dine store planer er gået i vasken. Du bliver mødt af stor forståelse. De andre kan godt huske deres egne frustrationer, men de forsikrer dig om, at du inden længe vil begynde at glæde dig over, at din rejse endte med at gå til Grønland og ikke Italien. For Grønland er bare så helt og aldeles anderledes, og når først du har omstillet dig, så vil du opdage, at Grønland er et mindst lige så interessant og dejligt rejsemål som Italien. Du bliver optaget i fællesskabet ”Tilfældige grønlandsfarere”.
Du lader de mange nye og overraskende indtryk falde til ro. Midt i alt det kaos, der stadig er i dit hoved, så opdager du, at du faktisk er begyndt at synes godt om at være på Grønland, og det er en stor hjælp at vide, at du altid kan trække på nogen af de ”Tilfældige grønlandsfarere”, hvis du skulle komme til at længes voldsomt efter Italien.
Efter noget tid viser det sig, at drømmen om Italien fortager sig lige så langsomt. Du går på facebook og ser dine venners feriefotos fra Italien med solskin og kølige camparier, det skæve tårn og pastaretter med parmesan og lækker parmaskinke. Det ser dejligt ud, og du mærker et lille stik i hjertet. Der skulle du også have været. Det var jo dét, der var drømmen.
Men de fleste dage er det lille stik i hjertet ikke værre, end at du kan glæde dig på dine venners vegne, og du kan mærke, at du ikke vil bytte. Grønland er blevet dit sted. Når du har en dårlig dag, hvor stikket i hjertet er lidt større end lille, når Grønlands evindelige mørke bare er for meget, når anstrengelserne ved hele tiden at være klædt på i 1000 lag tøj, når du trænger til en kølig drink under palmerne, så tager du fat i din guide, og så får I snakket tingene igennem igen. Og igen. Og igen. Når du har muligheden for at få lettet dit hjerte på den måde, når du og dine følelser bliver taget alvorligt, når I sammen kan arbejde med at finde tilbage på sporet, så er det italienske stik til at leve med.
Faktisk synes du, at det er lidt pudsigt som dine venners feriebilleder ligner hinanden. De ser de samme attraktioner, bor på hoteller, der ligner hinanden til forveksling, og det ser ikke ud til at de bliver udsat for de helt store udfordringer eller overraskelser. ”Det må egentlig være lidt kedeligt i længden”, griber du dig selv i at tænke.
Du har stadig en vis kontakt med dine gamle venner, men det kan være lidt svært at opretholde nærheden, fordi det er så svært at forklare, hvor storslået og smukt Grønland er, for folk der aldrig har været der.
Dine nye venner i ”Tilfældige grønlandsfarere”, som du nu er forbundet med gennem det lille stik i hjertet, som I alle sammen kender til og taler om en gang imellem, er anderledes end dine gamle venner, men I har alle fundet en stor kærlighed til Grønland, som I kan dele med hinanden, og som ikke kan erstattes af noget andet. ”Anderledes” kræver tilvænning, men ”anderledes” er en berigelse af livet.
Velkommen til Grønland!
Tillæg
Jeg kan på mange måder godt lide rejseanalogien: at man som forælder er nødt til at arbejde med sine egne ønsker, drømme og forestillinger, når man det viser sig, at man har et autistisk barn. Den er bare ikke perfekt som analogi – i hvert fald ikke i forhold til autisme. Måske er den mere præcis i forhold til Downs Syndrom eller fysiske handicaps, der viser sig uventet men straks efter barnets fødsel. Det ved jeg ikke noget om.
Men det kommer sjældent som et lyn fra en klar himmel, at ens barn er autist. Der vil være små tegn, der bygger op til en mistanke, som senere kan føre til et ønske om at få barnet undersøgt nøjere. En mere realistisk udgave af analogien ville måske beskrive en person, der begyndte at undre sig undervejs på rejsen, der ender på Grønland:
Du kigger ud og undrer dig. Du kan se solen og regne ud, at flyet bevæger sig mod nord og ikke mod syd, som forventet. Du spørger stewardessen, om ikke der er noget galt. Hun forstår vist ikke dine spørgsmål. ”Vi er naturligvis på rette vej,” siger hun. ”Der er ikke noget at være urolig over.”
Du kan se, at I flyver over vand og ikke over land, som det ville være tilfældet, hvis turen gik mod Italien. Du spørger stewardessen mere indtrængende, om ikke flyet er på gal kurs. Hun afviser stadig, for selvfølgelig er flyet på ret kurs. Hun siger dog, at hun vil checke med kaptajnen, og kommer tilbage lidt efter med samme besked: Flyet er naturligvis på ret kurs. Hun spørger ikke ind til, hvorfor du er så usikker, og du lader dig berolige indtil videre, for hun og kaptajnen må jo vide bedst.
Da der endelig er land i sigte, ser du sne og is og ikke solbeskinnede grønne landskaber og gyldne byer, og det bliver helt klart for dig, at det ikke er Italien, du kan se. Nu får du fat i stewardessen igen og taler med store bogstaver: ”Det er ikke Italien, jeg kan se derude! Giv mig en forklaring!” Først dér, går det op for stewardessen, hvad dit problem er. Problemet er ikke, at du er på vej til Grønland, men problemet er, at du tror, at du skal til Italien.
Herefter går stewardessen og det øvrige personale på flyet i gang med efter bedste evne at hjælpe dig med omstillingsprocessen, for der er ingen vej tilbage.
Endnu et scenarie er naturligvis, at man ingen tegn ser, og barnet bliver først identificeret som autist som ung, voksen eller måske aldrig. Selvom autismen har været der fra fødslen.
Hvis autismen først bliver opdaget senere i autistens liv, så må rejseanalogien justeres yderligere, og så bliver det først rigtig indviklet. For hvordan finder man hoved og hale i sit liv, hvis man TROR, at man har været i Italien hele sit liv, og det viser sig, at man har været på Grønland? Den historie må du selv skrive og prøve at få mening i.
God fornøjelse!
GRATIS: Hvis du kunne tænke dig historien som pdf-fil lige til at printe ud, kan du hente den i shoppen.
I shoppen finder du fx. også: Fem personlige tips til dig, der har fået en autismediagnose som voksen.